11.

Hej folkens! Nu er jeg på min første ferieuge - dog været på skolen om tirsdagen for at uddele rapporter og eksamener, som børnene kunne få med hjem til forældrene. I dette indlæg vil jeg snakke om påske her, et dåb og et nyt eventyr!

Påske:
Om søndagen havde Joel bedt mig at tage med til en lille hørende kirke, hvor Joel skulle holde ”foredrag”. Det endte med at Rose, Patience (en af eleverne), den nye pige (ved ikke hvad hun hedder - noget med Ma..:)) , Ibra og jeg tog med til kirken. Det var hyggeligt at have Rose med! Hun fungerede også tolk for mig. Skønt at kunne følge lidt med. :) Først skulle vi møde præsten og snakke lidt om det at være døv osv. Det viste sig at kirken har et døvt medlem. En ung pige, der desværre ikke kunne tegnsprog. Fik ondt af hende, også selvom hun så glad ud. Men tænk at ikke kunne kommunikere og ikke kendte hvad hendes rettigheder var. Håber at vi kan tage hende med til skolen, når ferien er slut. Så tog vi hjem hos Joel, hvor Joel havde lavet masser af lækre retter! Uhmm, så tog Joel hjem hos sin famille. Rose, Patience og dne nye pige blev sammen med Leticia og mig. Vi hyggede os med frugter og snak. Det var en dejlig afslappende dag.

Dåb
Søndagen fik jeg vide at jeg var blevet inviteret til Moureens dåb – en af eleverne på skolen. Hun er ca. 10 år. Det var en ære! Så tog vi hen til kirken tidligt om morgenen, Joel tolkede – hold da op. Det tog lang tid! :) Men der var et kor der, så det var smukt at høre på. Det viste sig at det ikke var kun Moureen der skulle døbes, men også ca. 20 andre inkl. Hendes søster! Så præsten havde travlt ;) derefter tog vi hen til Moureens families hus. Der var vi nok æregæster, for vi fik lov til at sidde i stuen helt alene! Moureens tane kom og serverede for os. Det var en helt anden oplevelse! Det var lækkert mad – og megen mad! Kunne ikke spise op. Det var en oplevelse at få set hvordan en dåb foregik her. Der var MANGE mennesker i den lille kirke, at folk var nødt til at stå udenfor. Det var en lille og hyggelig kirke. Det var også hyggeligt at se Moureens familie. Huset lå faktisk flot – med udsigten til grønt. Dog kunne jeg se at mange mennesker var ved at bygge huse omkring der. Moureen var rigtigt glad for at vi kom – det var dejligt at se hende smile. Alle børn der var døbt fik en halskæde – en sort med sølv møntagtigt. Efter et par timer hos dem tog vi hjem – glade, trætte og mætte!

Et nyt eventyr
Igen med Rose :) Rose ville gerne have jeg skulle møde hendes tante, der tog sig af hende da hendes forældre døde og bedstemoren der passer Roses datter. De begge to bor i Masaka. Vi mødtes på skolen kl. 6.00 om morgenen (ja meget tidligt!), hvor vi tog med motorcykeltaxa (sorry mor og far :)) hen til Kampala. Da det var tidligt om morgenen i modsætning til da jeg var der med Joel, var der ikke så mange mennesker. Det var ret dejligt at kunne gå rundt uden at blive maset af folk. Vi fandt en bus (Sidst gang med Joel, var vi i en bustaxi) denne gang var det en rigtigt bus! Dog en mindre en end i Danmark. Processen var det samme, vi måtte vente til alle sæder var optaget. Så vi kom først af sted senere. Vi nåede at købe lidt morgenmad og juice – der kommer mange sælgere ved vinduerne for at sælge alt muligt. :)
Vi kørte så i 3 lange timer, det gjorde ikke så meget for da vi kom ud af Kampala, var det smukt. Grønt overalt og små byer. Vi ankom til Masaka ved 11 tiden, og skulle mødes med Roses onkel der har et motorcykel. Han tog først os hen til tanten og det tog ca 25 min at komme ud. Begge damer bor ude på landet. Hold da op. Tanten blev så glad for at se os – og det var vist først gang hun så en hvid. Så hun ville kramme mig hele tiden. Ha ha :) Vi blev der lidt og aftalte at vi skulle komme tilbage og spise før vi tog med bussen hjem. Vi kørte hen til en skole – en lillebittet skole der lå på bakken med udsigt over grønne steder. Smukt! Roses datter er en lille sød pige – rigtigt sød. Kun 2½ år! Så tog vi hende med hos bedstemoren, der boede ude på landet i et lille hyggeligt hus. Hun blev også rigtigt glad for at se os, så sad vi og snakke lidt. Rose gav datteren tøj og forskellige sager. Datteren skulle tilbage til skolen – onklen kørte hende og ville komme senere og hente os.
Bedstemoren tog os med ud i hendes ”have”, hvor vi sad på en måtte og drak helt friske te! Hun kom friske mynter i og kogt vand. Og sukker (man bruger MEGET sukker her :)). Så sad vi og nød hinanden og udsigten, det var en smuk oplevelse. Så spiste vi avokados lige hentet ned fra et træ i hendes have. Så viste Rose mig rundt – der var MASSER af frugter, blomster og grøntsager. Det var sjovt at se hvor frugter og grøntsager kom fra. Selvfølgelig vidste jeg hvorfra – men ANANAS? Ved I hvordan det bliver til? Jeg var totalt overrasket og måtte stå og gloede på det i lang tid! Rose syntes det var sjovt – bedstemoren havde en pige hos sig der hjalp til. Hendes forældre var døde – stakkels hende. Men pigen var sød og hjalp Rose med at finde steder. Så viste de mig et frugt jeg aldrig har set før - en rød en. Det smagte surt! :) Så så jeg mit elskede træ – avokado! Uhmm! Bedstemoren gav os avokados, egg plants og de mærkelige røde frugter :) sødt af hende!
Så kom onklen og en anden mand, vi skulle hen og se Roses fars gamle hus. Rose ejede det, men har givet manden og dens familie lov til at bo der gratis mod at de arbejdede med jordet. Det var sjovt at se. Så til sidst tog vi hen til tanten – Rose hjalp hende med maden. Så så jeg de flotte flettede skåle. Dem ville jeg gerne have sagde jeg til Rose og håbede at hun kunne hjælpe mig med at købe noget i Kampala. Tanten kendte dog en dame der lavede dem i nærhed. Så tog tanten mig i hånd, og vi gik hånd i hånd på en lille sti i ”skoven”, hun ville dog vise mig frem for naboerne – de har aldrig set en hvid før! Så de tog billeder med deres mobil, ha ha! Så mødte vi en gammel kvinde, der lavede skålene. Gav hende lidt ekstra end det beløb hun ville have og hun blev rigtigt glad! Jeg kan godt lide tanken om at jeg har købt skålene langt ude på landet og af en kvinde der LAVEDE dem, og ikke fra en butik :) den ene skål er naturligvis til mine søde forældre. <3 Så tog tanten mig tilbage, og hun snakkede løst (hun vidste godt at jeg var døv, men) og jeg nikkede bare :) Så spiste vi og hyggede os. Så var det tiden til at vi tog tilbage – denne gang tog vi med en bustaxi, da der ikke var bus det tidspunkt. Vi var trætte, men glade. Jeg er rigtigt glad for alle disse oplevelser jeg får. Dem vil jeg aldrig glemme!
Tilføjelser:
I dag dræbte jeg min første kakerlak sammen med Leticia, der hylede og græd! Ha ha – hun var rigtigt bange for den (Det var jeg også…). Fik en trist nyhed i dag. Min kære Leticia skal hjem til sin mor – ved godt at det skal hun da! Men vil komme til at savne det lille prut. Har jo passet hende i 2 måneder! Vildt! Selvom det var hårdt, har vi haft vores små glæder.

I det næste indlæg er der billeder!

Love