De første dage

Hej alle sammen!
Nu har jeg været her i 4 dage, og der er sket så mange ting og jeg har fået så mange oplysninger – men begynder med at fortælle lidt om min flytur, ankomsten til Uganda, bolig osv.
Flyturen har været ret god, især maden på flyet var bare mums! Og dem der arbejder på flyet var mægtigt søde og gode til at hjælpe mig. Turen fra Amsterdam til Uganda var skønt – fordi jeg havde to pladser helt for mig selv! Så kunne sove rimeligt godt i et par timer. Så var det på tiden at vi landede – var meget nervøs. Det er et land jeg aldrig havde besøgt og jeg blev hentet af en som jeg aldrig havde set i real. Hvad fanden havde jeg dog gang i. Og får jeg mine tasker og visum? Men det gik fint med at få visum, også med at få mine tasker. Så tog jeg mig sammen og gik ud – der var masser af mennesker! Jeg gik bare rundt, og heldigvis stod Joel der med et papir med mit navn og hans navn. Han havde et par venner med. Det første jeg tænkte – Joel var lille!  Vi kørte i mørket, hold da op hvor var det mørkt! Vi kørte igennem Kampala, videre til et slumområde. Svært at se i mørket, men så satte Joel hans venner af og kørte til en sidegade – hvor vejen var MEGA dårlig og kørte i ca 5 min, hvor vi så ankom til et område, hvor der var aflåst. Da vi kom derinde med bilen, var der ”rækkehuse”agtigt område, men meget mindre. Hans ”hus” bestod af en stue, et soveværelse og en udendørs køkken. Jeg fik hans soveværelse, og det har jeg dårligt samvittighed over! Toilettet er i mit værelse – og det toilet er….et hul i gulvet! Jeg var så træt og smadret, så sov med det samme.
Næste morgen så alting anderledes ud! Jeg fik lov til at sove længe fordi jeg havde en lang flytur. Solen var stærkt, og det var så varmt! Men Joel er god til at påminde mig hele tiden om at jeg altid skal have en vandflaske i min hånd. Han og hans venner sørger altid for at jeg står i skyggen  Så skulle vi ordne praktiske ting mht. den danske ambassade. Vi kørte dog først hen til skolen og på vejen derhen opdagede jeg at vi rent faktisk bor i et slumområde, hold da op hvor er der mange primitive huse og markeder. Jeg blev helt overvældet over at se det. Mange mennesker glor også på mig som om jeg er et spøgelse – endda med munden åbnet. Joel fortalte at mange har aldrig set et hvidt menneske før. Det er da helt vildt!
Så ankom vi til skolen – altså. Der er tre ”huse”, et hus er til køkkenet og skoleværelse, det andet hus har vi kun et værelse – som er skolens kontor, hvor de to andre værelser lejes af andre mennesker og det tredje hus har vi to værelser som er til børnene og 2 af lærerne. To andre værelser lejes også af andre mennesker. Ikke alle børnene bor på skolen, da nogle af dem tager hjem til deres forældre. Har ikke antallet på hvor mange børn – men ca. 20 børn. Det afhænger af deres forældre.
Da børnene så mig, så kom de løbende ud. Det var helt vildt hvor glad de blev for at se mig! Og ville så gerne krammes og holde i hånden. Det gør de stadigvæk når jeg kommer. Joel fortalte en masse ting om det at være døv i Uganda. Det er så sørgeligt, døve har en meget lav status her i Uganda. Mange af børnene bliver gemt væk i forældrenes hus. De mener at få et døvt barn er Guds straf. Joel forsøger at samle mange døve børn, men han har ikke længere råd til at have flere børn gratis. Derfor er det vigtigt at forældrene betaler. Men desværre har mange forældre ikke råd eller vil ikke betale.
Børnene på skolen ser så glade ud og smiler bredt. Der er to drenge, der ikke er normalt. Den ene er hørende, men taler ikke og savler meget. Men han er glad! Den anden.. Joel fortalte at han havde hørt rygter om en dreng langt væk som ikke havde det godt. Så han valgte at tage hen til drengens hjem og fandt ham bundet til et træ bag hans forældres hus - hvor hans fødder og hans hænder også var bundet! Han havde aldrig været i bad og fik nogle gange ikke mad. Der blev jeg helt…. Hvad er det for noget! Men sådan er det desværre i Uganda – det er sørgeligt. Men Joel valgte at anmelde forældrene og tog drengen med sig. Han kan ikke gå normalt, han kan ikke tegnsprog – men han er glad og får lov til at gå frit rundt og spiser. Sådanne historier sker desværre for flere. Mange døve børn bliver ikke elsket af forældrene og bliver gemt væk. Eller nogle af børnene er blevet smidt ud af hjemmet.
Jeg havde gaver med til børnene, som de blev meget glade for. Lærerne fik dog papir og farvetusser, som de så kan bruge til undervisningen. Børnene fik lego og balloner – de blev helt vilde med lego 
Joel og jeg tog hen til den danske ambassade, hvor vi fik vide at vi skulle bare gøre det online ;) Men pyt, så tog vi på en restaurant, hvor jeg fik for første gang ugandask mad, som smagte interessant ;) Fisk, bananagtigt mos og ris, som smagte udmærket.
Så tog vi hjem igen, hvor jeg bare slappede af og jeg var stadigvæk rundt på gulvet over den helt anden verden. INGEN af mine forventninger blev opfyldt, det er helt vildt! Der er meget meget fattigdom omkring mig, og det kan være hårdt at se på.
I går tog vi tilbage til skolen, hvor en dreng der blev MEST glad for legoen, havde bygget noget og viste den stolt frem til mig. Jeg tog billeder – for det skete igen i dag med samme dreng og flere af børnene. Det er hyggeligt at sidde på gulvet med dem og lege med lego, spil osv..
Vi tog hen til kampala – hold da helt ferie. Det er MASSER af mennesker – ALT FOR MANGE! Svært at gå igennem, men heldigvis havde jeg Joel! Vi vekslede mine dollars om til Ugandas penge. Og jeg fik en mobil, så jeg kan have kontakt med andre døve og Joel!
I dag skulle Joel ordne noget med hans onkel, så jeg blev sat af hos skolen. Rose skulle passe på mig – som Joel sagde. Jeg var nervøs, men det gik fint. Joel kom også 4 timer for sent – så det endte med at jeg blev der 8 timer. Jeg fandt ud af at jeg sammen med Rose skal undervise de yngste børn, som er ret cute! Børnene – alle børn – er samlet i ét værelse. Lidt besværligt nogle gange! Jeg skal starte i næste uge, spændende! Ikke alle børn kan tegnsprog, så det bliver noget af en udfordring for mig. Men glæder mig til at komme i en rutine. Det bliver godt  Jeg legede med børnene, krammede nogle af dem når de har brug for det og prøver at kigge på hvordan Rose gør det. Rose er bare en sej en, hun er døv og er bare så glad!
J
eg kan skrive mere, men nu er det nok for denne gang 

Jeg kan ikke lave collager her, da det tager for langt tid. Men her er nogle stykke billeder:


To af skolens børn, som er glade for lego :)

Flere børn

skolen:

Mit værelse :)

Love